Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

H.K.H. Prinsesse Benedikte deltager i 50-års jubilæum for Dronning Ingrids Hjem

Den 25. september 2025 markerer Dronning Ingrids Hjem i Brædstrup et stort jubilæum. Det er 50 år siden, stedet første gang slog dørene op - dengang som Dronning Ingrids Gigtplejehjem.

16. sep. 2025

Indhold

    I dag er Dr. Ingrids Hjem et moderne rehabiliterings- og plejecenter med 27 lejligheder, herunder både livskraft- og rehabiliteringspladser, gæstepladser og plejeboliger samt et daghjem.

    Jubilæet fejres med en festlig reception torsdag den 25. september kl. 13.00-15.00 på Dronning Ingrids Hjem, Dronning Ingrids Vej 1, 8740 Brædstrup.

    Ved receptionen deltager Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte sammen med Hofdame Mette Ahlefeldt-Laurvig. Dermed skabes en særlig historisk tråd tilbage til åbningen i 1975, hvor hendes mor Dronning Ingrid indviede hjemmet i sin egenskab af protektor for Rigsforeningen til Gigtens Bekæmpelse.

    Dronning Ingrids Hjem blev oprindelig opført som en selvejende institution af Rigsforeningen til Gigtens Bekæmpelse. I dag er stedet en del af Horsens Kommune og fungerer som et moderne rehabiliterings- og plejecenter med 27 lejligheder, herunder både livskraft- og rehabiliteringspladser, gæstepladser og plejeboliger samt et daghjem.

    -      Dronning Ingrids Hjem har gennem fem årtier været et vigtigt samlingspunkt for borgere i Brædstrup og hele Horsens Kommune. Det er en stor glæde, at vi kan markere jubilæet sammen med H.K.H. Prinsesse Benedikte, og dermed binde nutiden sammen med den kongelige indvielse for 50 år siden. Jubilæet er en festdag og samtidig en anledning til at se fremad og fortsat sikre de bedste rammer for pleje og fællesskab, samt borgernes sundhed og rehabilitering, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.

    Brædstrup vil på dagen være præget af feststemning. Elever fra Brædstrup Skole står klar med flag for at byde Prinsesse Benedikte velkommen, mens lokale spejdere opsætter en flagallé med 60 flagstænger, der danner en stemningsfuld ramme om ankomsten.

    Ved receptionen deltager beboere, brugere, pårørende, frivillige, Venneforeningen og ansatte.

    Program

    -Prinsesse Benedikte ankommer og bydes velkommen af borgmester Peter Sørensen, sundheds- og ældrechef Maila Tandrup, daglig leder Jeanette M. Routhe samt plejehjemsbeboer Inga, der overrækker Prinsessen en buket

    -Velkomst ved daglig leder Jeanette M. Routhe og områdeleder/toastmaster Dorthe Krogh Rokkedal

    -Sang v/Stjernekoret fra Brædstrup Skole

    -Tale v/borgmester Peter Sørensen

    -Tale v/sundheds- og ældrechef Maila Tandrup

    -Fejring og musik v/organist Christian Spillemose

    -Tak og farvel

    Pressen er velkommen til at dække arrangementet.

    Deltagelse kræver tilmelding, deadline for tilmelding er 23. september 2025. Tilmelding til Mette Pamperin på mail:  mpr@horsens.dk

    Vedhæftede filer

    DIH fællesrum med personer.jpg
    DIH pavillion ny.jpg