Nu kommer EU-formandskabet til Horsens – og med det følger foredrag, kulturarrangementer og oversvømmede biler
Lørdag d. 4. oktober kommer EU-formandskabet til Horsens, og her bliver det frem til d. 25. oktober. Med formandskabet følger to ministermøder og et kulturprogram, der vækker både opsyn og udsyn. Fx indtager den anerkendte kunstner Kåre Frang midtbyen med et værk, der bringer klimakrisen helt tæt på horsensianerne.
)
Når Horsens om få dage overtager EU-værtskabet, står der klima og digitalisering på programmet - både dét, som politikerne møder og dét, som borgerne møder i bybilledet.
Men hvor det, der foregår bag mødedørene i Forum Horsens, kun er for politikere, embedsfolk og journalister, er det, der sker rundt omkring i byen for alle.
Horsensianerne kan fx se frem til en markant kunstudstilling på Torvet, hvor oversvømmede bilers tage rejser sig fra mudret vand foran bygningsfacader - noget, der skal gøre klimaforandringerne og den stigende vandstand nærværende og relaterbar.
De kommende kultur- og debatarrangementer glæder borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen:
- Det er vigtigt, at vi under EU-formandskabet bringer dét, der diskuteres i EU ned på et plan, der er relevant og nærværende for den almindelige horsensianer - og det kan vi med det brede kulturprogram. Med Kåre Frangs udstilling på Torvet bliver der fx kastet lys på vigtigheden af klimasikring, hvilket er noget af dét, der netop diskuteres i EU.
Fra kunst og foredrag til koncerter, fælleskor og quiz-aften
I det hele taget kan horsensianerne se frem til et rigt kulturprogram oktober igennem.
På foredrags- og debatscenen står Lykke Friis, Steffen Kretz, Peter Viggo Jacobsen, Alexander Holm og Theis Ørntoft bl.a. klar til at fortælle og debattere om udviklingen i Europa, vores sikkerhedssituation og påvirkningen på fx klimaet.
Derudover venter et tech-tankevækkende foredrag med Maria Månson og den anerkendte cyborg, Neil Harbisson, som lever med en indopereret antenne, der gør det muligt for ham at se farver trods hans farveblindhed.
Omkring midtbyen venter der teaterforestillinger på Horsens Ny Teater for børnefamilierne, fælleskor i Getsemane Kirke, Europa-quiz-aften på Brætspilscaféen, performancekunst på banegården og guidede byvandringer med Horsens Museum. Alt sammen skal det være med til at sætte tanker og snakke i gang og bidrage til det lokale fællesskab.
Kulturprogram trækker tråde til EU's ministermøder
Temaerne for de mange kultur- og debatarrangementer trækker tråde til ministermøderne i Forum Horsens, som afholdes hhv. d. 9.-10. oktober og d. 13.-14. oktober.
Her skal blandt andre digitaliseringsminister, Caroline Stage, og udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, snakke med deres europæiske kolleger om, hvordan den digitale verden påvirker børn og unge, og om de aktuelle udfordringer på handelsområdet.
Mod slutningen af Horsens' EU-værtskab skal en arbejdsgruppe drøfte klimasikring og oversvømmelser - det foregår fra d. 22.-24. oktober bl.a. ved Bygholm Sø.
Fakta om Horsens' EU-formandskab 2025:
- Horsens er EU-værtsby fra d. 4.-25. oktober 2025
- I løbet af EU-formandskabet skal Horsens være værter for to uformelle ministermøder og et arbejdsgruppemøde. Møderne skal handle om digitalisering, klimasikring og handel
- I forbindelse med EU-formandskabet arrangeres der gratis arrangementer for horsensianerne, som bringer EU og dét, der diskuteres i EU, tættere på borgerne - bl.a. gennem kunst, koncerter, foredrag, fællesspisning, byvandringer og teaterforestillinger. Kulturprogrammet løber fra d. 3.-26. oktober og kan ses på www.euihorsens.dk