Se programmet: Sidste weekend i Tobaksgården bliver fyldt med aktiviteter for læseglade familier
Årets LÆS!-festival kulminerer i en begivenhedsrig familieweekend på Horsens Bibliotek den 31. oktober-1. november. Det bliver samtidigt de sidste dage, biblioteket holder åbent, før det genåbner på Midten den 30. november.
Manga-workshop. Workshop om rummet. Alfons Åberg-teater og bogstavlege.
Det er nogle af de ting, man kan opleve på Horsens Bibliotek den 31. oktober og 1. november, når læsefestivalen LÆS! runder tre begivenhedsrige uger af med en familieweekend spækket med børnelitterære aktiviteter for store og små.
Samtidigt markerer weekenden de to sidste åbningsdage i biblioteket i Tobaksgården.
Herefter holder Horsens Bibliotek nemlig lukket det meste af november for den 30. november at genåbne på Midten i det tidligere rådhus sammen med bl.a. Borgerservice og Sund By.
Gratis billetter
LÆS! er en årligt tilbagevendende læsefestival med diverse aktiviteter, der har til formål at tænde en læsegnist hos de deltagende børn og unge.
Festivalen finder ligesom sidste år sted i ugerne 42, 43 og 44. Udover den afsluttende familieweekend har læsefestivalen budt på flere forskellige forfatterforedrag og workshops for skoleklasser og øvrige fritidsaktiviteter spredt ud over ugerne.
Programmet for den afsluttende weekend den 31. oktober-1. november ser således ud:
Lørdag den 31. oktober:
10.00: Fødselsdagsfest, Alfons Åberg. For 3-6årige og deres voksne
11.00: Manga-workshop med Koko Kimura. Fra 12-16 år
12.00: ABC stikker af. For 4-10årige og deres voksne
14.00: Halloween-bogbingo for børn og deres voksne
Søndag den 1. november:
9.30: SKRALLEBANG leger med ord og fortællinger. Koncert for ca. 3-8årige og deres voksne
11.00: Science show og papirflyverworkshop med Emil fra Store Nørd. For børn og deres voksne
12.30: Tag med ud i rummet: En workshop med fakta og krea med Katrine Skovgaard. For 5-10 år
Alle aktiviteter er gratis, men kræver billet, som kan hentes på horsensbibliotek.dk. Derudover vil der være skattejagt og kreaaktiviteter, som ikke kræver billet.