Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Små elementer bliver til ét stort værk: Nu skal lokal keramiker pryde væggen hos midlertidigt gadegalleri

Med forskellige elementer af keramik undersøger den lokale kunsthåndværker Anna Andersen materialets muligheder for at skabe fortællinger i byrummet på et nyt værk til Kunstvæggen.

09. sep. 2026

Indhold

     
    Pressemeddelelse 9. september 2026
     
     

    Små elementer bliver til ét stort værk: Nu skal lokal keramiker pryde væggen hos midlertidigt gadegalleri

     

    Med forskellige elementer af keramik undersøger den lokale kunsthåndværker Anna Andersen materialets muligheder for at skabe fortællinger i byrummet på et nyt værk til Kunstvæggen.

     

    Kunstvæggen, det midlertidige gadegalleri på Borgergade i Horsens, lægger inden længe mur til endnu et spændende kunstværk.

     

    Denne gang er det lokale Anna Andersen, der med en række keramiske elementer vil invitere forbipasserende til at komme tæt på materialet og undersøge former, overflader og detaljer.

     

    For den lokale keramiker, der til dagligt arbejder i sit værksted i kunstnerfælleskabet Væveriet på Fængslet, er kunsthåndværk ikke noget, der skal stå på afstand og betragtes.

     

    Tværtimod får værkerne først deres fulde betydning, når de møder mennesker i hverdagen.

     

    - Jeg ser kunsthåndværket som en naturlig del af arkitekturen på linje med ornamentik, fliser og relieffer, der kan forme vores oplevelse af et sted og være med til at skabe identitet, stemning og tilhørsforhold, forklarer hun.

     

    Det digitale kontra det håndlavede

     

    I Anna Andersens univers mødes det digitale og det håndlavede i en konstant nysgerrig udforskning af form, materiale og udtryk.

     

    Hendes keramiske værker opstår i spændingsfeltet mellem traditionelle håndværksteknikker og moderne teknologi, hvor både 3D-print, drejeskive og pladeteknik kan spille en central rolle.

     

    - Jeg udvikler både farver, glasurer og overflader gennem eksperimenter i værkstedet. På den måde bygger alle projekter videre på tidligere erfaringer, men peger samtidig frem mod nye spørgsmål og undersøgelser. Processen er vigtig i forhold til at udvikle et udstyk, der er forbundet til materiale og teknik, lyder det fra den lokale kunsthåndværker.

     

    På Kunstvæggen udfolder denne tanke sig i en sammensætning af keramiske elementer, som er monteret direkte på væggen. Hvert element står stærkt i sig selv, men indgår samtidig i en større fortælling. Sammen undersøger de, hvordan former kan gentages, forenkles og forbindes på tværs, så der opstår nye relationer og rytmer i helheden.

     

    - I øjeblikket arbejder jeg på et projekt med solsikker, og derfor bliver udsmykningen et blik ind i denne proces, siger Anna Andersen.

     

    Kom med til fernisering

     

    Kunstvæggen er skabt på initiativ af Horsens Kommunes bylivsindsats Mærk Byen i samarbejde med den lokale kunstner og kurator Phuc Van Dang.

     

    Mærk Byen arbejder for at skabe levende, inspirerende byrum, der inviterer mennesker til at opleve og bruge byen på nye måder. Gennem kunst og kultur bringer indsatsen nye perspektiver ind i hverdagens omgivelser.

     

    Kunstvæggen er en del af den ambition og gør kunsten til en naturlig del af bylivet - helt tæt på de mennesker, der færdes i byen hver dag.

     

    Der er åben fernisering på Anna Andersens værk på Kunstvæggen den 25. september klokken 16.30, hvor alle er velkomne i Borgergade.

     

    Om kunstneren:

     

    Anna Andersen er uddannet fra Designskolen Kolding og har en MA fra Royal College of Art i London med speciale i digitale værktøjer i designprocessen.

    Fra sit værksted på FÆNGSLET i Horsens udvikler hun 3D-printet keramik og arbejder i krydsfeltet mellem design, kunsthåndværk og teknologi. Hendes værker har været udstillet både i Danmark og internationalt, blandt andet i Boston og Birmingham. Senest kunne hendes arbejde opleves på udstillingen Fin, Fed og Tung i Officinet i København.

     
     
    Kontaktinformation

    Josefine Jenny Kolding Jessen
    Projektmedarbejder, MÆRK Byen
    Mail: jjkoj@horsens.dk

    Tlf.: 21164118