Stem i – musik med glæde og genkendelse
Hvordan skaber vi livsglæde, sanseindtryk og direkte adgang til minder og sprog hos mennesker med demens? Svaret er: Gennem sang og musik.
Under overskriften 'Stem i' har demensområdet i Horsens Kommune i samarbejde med Horsens Musik- og Balletskole startet et projekt, der bringer sang, rytme og glæde ind i hverdagen - både for beboere på kommunens demensplejecentre og borgere, der bor hjemme.
- Forskning viser, at musik og sang kan vække minder, styrke sproget og skabe nærvær og glæde i nuet. Med den viden som afsæt er 'Stem i' udviklet for at give mennesker med demens nye muligheder for at få gode stunder med nærvær og minder - og for at give medarbejdere inspiration til at bruge musik som en naturlig del af samværet med beboerne og borgerne, siger sundheds- og ældrechef i Horsens Kommune, Maila Tandrup.
Gode oplevelser gennem musikken
Om onsdagen er stemningen høj på demensplejehjemmet Slotsgården i Horsens. Her samles beboere fra flere demensplejehjem, Ceres stuen, Drivhuset og Malteriet til 'Stem i'.
Den første sang, beboerne synger, er Alberte Windings 'Lyse nætter'. Musiklærer Per Zeeberg spiller guitar til. Derefter går turen gennem velkendte klassikere som 'Susan Himmelblå' og 'Livstræet', inden man kan vælge sange at lytte til i ønskekoncerten, mens forfriskninger deles rundt. Når Birthe Kjær med 'Den knaldrøde gummibåd' lyder i højttaleren, bliver der både sunget med, grinet og danset.
- Vores beboere bliver glade. De spørger: 'Skal vi synge i dag? og smiler, griner og har det godt. Når de kommer hjem, er de mere snakkesalige og energifyldte. Musikken kan noget særligt. Det er livsbekræftende.' Jeg håber virkelig, vi kan fortsætte med det her, for det giver så mange gode oplevelser, fortæller Lone Lerche, social- og sundhedsassistent på Drivhuset og Betina Falk Juul, social- og sundhedshjælper på Slotsgården.
Horsens eget demenskor
'Stem i' består også af et kor for hjemmeboende borgere med demens og deres pårørende. Her mødes deltagerne hver uge til 1,5 times sang og hygge fra højskolesangbogen i demenscaféen Fyrtårnet på Åpark Centret.
Projektet er en del af kommunens kulturstrategi 'Sammen om kulturen', der har som mål at skabe møder mellem mennesker og styrke sundhed og livskvalitet gennem kultur.
'Stem i' løber fra august 2025 til juni 2026 og evalueres i foråret 2026.
Billedtekst: Musikken kan være en direkte vej til følelserne. Den kan løfte energien, bringe glæde - og på et splitsekund føre én tilbage til et minde fra livet. Det er livsbekræftende, opløftende og meningsfuldt. Her kan man virkelig se, at musikken kan noget," fortæller musiklærer Per Zeeberg fra Horsens Musik- og Balletskole.
|
|